Refusion

Få økonomisk støtte til din efteruddannelse

Efteruddannelse er en investering i både trivsel, motivation og virksomhedens udvikling – men det behøver ikke at være en stor udgift.

Der findes nemlig flere gode muligheder for økonomisk støtte, som kan være med til at dække en del af omkostningerne til uddannelse.

Hos os møder vi mange, der gerne vil i gang med at styrke deres kompetencer, men som ikke ved, hvor de skal starte, når det gælder finansiering.

Derfor har vi samlet et overblik over de mest relevante refusionsmuligheder for dig og din virksomhed:

  • Omstillingsfonden

  • SVU

  • Kompetencefonden

Fælles for disse ordninger er, at de falder ind under det, vi kalder refusion.

Refusion betyder, at man får penge tilbage for en udgift, der allerede er betalt. I forbindelse med SVU handler refusion typisk om, at arbejdsgiver kan få dækket en del af lønudgiften af staten, mens medarbejderen deltager i uddannelse.

Formålet med refusion er at gøre det nemmere for både medarbejdere og virksomheder at prioritere efteruddannelse – uden at det bliver en økonomisk belastning.

Omstillingsfonden

Hvad er Omstillingsfonden?

Omstillingsfonden er en statslig pulje, som skal gøre det lettere for medarbejdere at opkvalificere sig.

Omstillingsfonden giver tilskud på op til 10.000 kr. pr. år pr. medarbejder, som kan bruges til at betale deltagelse på akademiuddannelser.

Puljen fordeles efter først til mølle-princippet, og interessen er stor. Derfor gælder det om at søge i god tid, hvis du vil have de bedste chancer for at få del i midlerne.

Hvem kan søge?

Omstillingsfonden gælder for medarbejdere, der:

  • Er i job

  • Højst har en erhvervsuddannelse som højeste fuldførte uddannelse

Hvordan søger jeg?

Når du er blevet tilmeldt på skolen, sender vi dig en trin-for-trin-guide, der gør ansøgningsprocessen nemmere.

SVU

SVU står for Statens Voksenuddannelsesstøtte og fungerer som en lønkompensation, når du deltager i uddannelse i arbejdstiden.

Ordningen gør det muligt at tage fri fra arbejdet for at dygtiggøre sig – uden stor omkostning for arbejdsgiveren.

Hvad dækker SVU?

Støtten dækker dele af tabt arbejdsfortjeneste under uddannelsen og udbetales direkte til arbejdsgiver.

Hvem kan søge?

Du kan få SVU, hvis du opfylder alle betingelserne:

  • Er fyldt 25 år og ikke har nået pensionsalderen

  • Højst har en erhvervsuddannelse som højeste fuldførte uddannelse

  • Har været ansat hos din nuværende arbejdsgiver i mindst 26 uger

Hvordan søger jeg?

Når du er blevet tilmeldt på skolen, sender vi dig en trin-for-trin-guide, der gør ansøgningsprocessen nemmere.

Kompetencefonden

Hvad er Kompetencefonden?

Kompetencefonden er en pulje, der giver økonomisk støtte til efteruddannelse og kompetenceudvikling for medarbejdere i virksomheder. Formålet er at styrke medarbejdernes faglige kvalifikationer og sikre, at virksomheder kan følge med udviklingen i branchen.

Hvis du er omfattet af en overenskomst i din fagforening, kan du potentielt få tilskud til efter- og videreuddannelse via en kompetencefond, der er aftalt i din overenskomst.

Du kan finde information om din specifikke fond og ansøgningsmuligheder hos din fagforening eller din arbejdsgiver.

Vi anbefaler at kontakte din fagforening direkte for at få vejledning og sikre, at ansøgningen udfyldes korrekt.

Eksempel på et økonomisk estimat

En lederuddannelse på 10 ECTS-point koster typisk 19.800 kr. ekskl. moms og forplejning.

Fra Omstillingsfonden kan man få 6.500–10.000 kr. i støtte, afhængigt af samarbejdende skole.

Derudover kan man søge SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte):

  • SVU-satsen: 78 kr. pr. time

  • Eksempel: 21 timer om ugen i 8,6 uger (10 ECTS akademimodul)
    Beregning: 78 kr. × 21 timer × 8,6 uger = 14.087 kr. i lønrefusion

Det betyder, at arbejdsgiver kan få en del af lønudgiften dækket, samtidig med at medarbejderen deltager i uddannelse og udvikler sine kompetencer.

Økonomisk støtte og refusion i alt: 6.500 kr. fra Omstillingsfonden + 14.087 kr. i SVU = 20.587 kr. – så din investering i kompetencer kan ende med at give et overskud til virksomheden.

Det forudsætter naturligvis, at man er berettiget til refusion, at der er midler til rådighed i Omstillingsfonden, og at ansøgningerne udfyldes korrekt og inden for gældende tidsfrister.